Sådan vurderer I arvegods retfærdigt før arvedeling

Annonce – sponsoreret indhold.

En god vurdering af arvegods starter med at skille tingene ad i tre kategorier: hvad de er værd i penge, hvad de betyder følelsesmæssigt, og hvad der er praktisk brugbart i et hjem. Når søskende skal dele møbler, kunst, sølv og smykker fra et forældrehjem, opstår uenighed sjældent, fordi nogen vil snyde. Den opstår, fordi ingen ved, hvad tingene er værd, og fordi de samme ting betyder noget forskelligt for hver enkelt. Denne guide følger rækkefølgen, I skal handle i: først stoppe op, så skaffe et fælles prisgrundlag, derefter lave en liste og fordele efter en aftalt metode. Til sidst ser vi på, hvornår en tredjepart giver ro.

Vurdering af arvegods: derfor ender kaffekanden i et skænderi

Et forældrehjem er fyldt med ting, der bærer på historier. Ofte er det ikke den dyre Wegner-stol, der fører til brud, men en tallerken, et strikketæppe eller en ølkrus, som to søskende husker hver sin version af. Konflikterne har typisk nogle genkendelige årsager:

• Gamle roller flytter med ind. Den, der altid tog ansvar, føler sig overset. Den, der boede langt væk, føler sig holdt udenfor. Tingene bliver stedfortrædere for gamle uafklarede følelser.
• Ulige viden om værdi. Én ved, at sølvbestikket er stemplet Georg Jensen. En anden tror, det er alment sølvplet. Når informationen er skæv, føles selv en velment fordeling uretfærdig.
• Sorg og tidspres. Boet skal tømmes, lejemålet skal måske afleveres, og beslutninger træffes midt i sorgen.
• Uklare løfter. “Det skal du have, når jeg er død” siger mange forældre, men det er sjældent skrevet ned. Har den afdøde lavet testamente, kan det bestemme, hvem der får bestemte ting. Ellers gælder arvelovens almindelige regler.

Den praktiske pointe er, at I skal behandle fordelingen som to adskilte opgaver: en faktuel opgave (hvad findes, og hvad er det værd) og en menneskelig opgave (hvem ønsker hvad, og hvorfor). Blander I dem, bliver hver prisdiskussion til en diskussion om, hvem forældrene elskede mest.

Få et objektivt udgangspunkt for fordelingen

Før nogen siger “jeg vil gerne have…”, skal alle have de samme oplysninger. Det første skridt er at få styr på, hvad der faktisk er i boet, og om andre end jer har indflydelse. Tjek, om der findes et testamente, om en efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo, og om forældrene tidligere har givet gaver, der skal regnes som forskud på arv. Er du i tvivl om reglerne, så spørg skifteretten eller en advokat, inden I begynder at dele ud.

Derefter skal I have et prisgrundlag, som alle kan acceptere. For almindeligt indbo klarer I jer ofte selv. Til de ting, der kan være mere værd, eller hvor I er uenige om prisen, er det klogt at lade en neutral part sætte tal på. En uvildig vurdering af aktiver er netop en vurdering fra en, der ikke selv skal have noget ud af fordelingen. Det betyder, at tallet ikke kan tolkes som en søskendes forsøg på at tilgodese sig selv. Aftal på forhånd, at I alle accepterer vurderingen som udgangspunkt, ellers risikerer I blot at få endnu et tal at skændes om.

Når I bestiller en vurdering, så spørg om disse ting:

1. Er vurderingen skriftlig og specificeret pr. genstand, så den kan bruges i boopgørelsen?
2. Vurderer I handelsværdi (salgspris på det åbne marked) eller forsikringsværdi (genanskaffelsespris)? De to tal kan være meget forskellige.
3. Har rådgiveren selv interesse i at købe eller sælge tingene bagefter?

Sådan adskiller I følelsesværdi fra markedsværdi

Markedsværdi er, hvad en fremmed køber faktisk betaler på en given dag. Følelsesværdi er, hvad tingen betyder for dig. Begge dele er legitime, men de skal ikke regnes sammen i samme kolonne.

Sådan finder I realistiske priser

• Brug solgte priser, ikke udbudspriser. På brugtsider som DBA skriver folk det, de håber på. Auktionshuse som Bruun Rasmussen og Lauritz.com viser ofte, hvad tilsvarende genstande faktisk er blevet solgt for. Det er et langt bedre sammenligningsgrundlag.
• Tjek mærker og signaturer. Kig under stolesæder, i bunden af keramik og på bagsiden af malerier. Stempler, etiketter og signaturer afgør ofte, om noget er en gammel stol eller et eftertragtet designerstykke.
• Smykker veje ikke altid det, de er værd. Guld og sølv har en materialeværdi, men et signeret smykke fra en kendt guldsmed kan have en anden værdi end vægten. En guldsmed eller et auktionshus kan hjælpe.
• Husk, at populært ikke er det samme som gammelt. Mange tunge mahognimøbler og store skabe er svære at sælge, mens enkelt dansk design fra midten af forrige århundrede ofte er efterspurgt. Tag ikke for givet, at alt gammelt er dyrt.

Sådan håndterer I følelsesværdien

Lad hver arving skrive tre til fem ting ned, som betyder mest, og en kort begrundelse. Det tager tit luften ud af konflikten. Ofte opdager I, at ønskerne ikke overlapper så meget, som I frygtede. Den ene vil have mors symaskine, den anden vil have fars værktøj, og ingen af delene er værd meget i kroner. De ting, hvor to eller flere vil have det samme, er dem, I skal bruge tid på.

Lav listen og vælg en fordelingsmetode

Her er en fremgangsmåde, der fungerer for de fleste familier. Tag den trin for trin:

1. Frys situationen. Aftal, at intet fjernes eller sælges, før alle har set listen. Det gælder også ting, “som alligevel skulle væk”.
2. Fotografér og nummerér. Tag billeder af alle rum, skuffer og skabe, og lav et fælles regneark eller delt dokument med genstand, placering, evt. mærke og estimeret eller vurderet værdi.
3. Sortér i tre bunker. Det, I vil beholde, det, der skal sælges eller doneres, og det, der skal kasseres. Kassér aldrig noget, I ikke har fået alle med på.
4. Skriv ønsker enkeltvis. Lad alle skrive deres ønsker ned, uden at de ser hinandens lister, før alle har afleveret.
5. Fordel det uomstridte først. Ting, som kun én ønsker, går til den person. Gem de omstridte ting til sidst.
6. Brug en aftalt metode til de omstridte ting. Se nedenfor.

Fordeling efter tur

Træk lod om rækkefølgen, og lad så hver arving vælge én ting ad gangen. Vil I gøre det mere retfærdigt, så vend rækkefølgen om for hver runde, så nummer ét ikke altid får første valg. Metoden er enkel, og den kræver ikke, at I er enige om værdien af hver enkelt ting. Svagheden er, at én kan ende med flere højt værdsatte ting end de andre. Derfor passer den bedst, når værdierne er nogenlunde ens.

Pointmetoden

Giv hver arving et fast antal point, for eksempel 100, som de kan fordele på de ting, de ønsker. Den, der byder højest på en ting, får den. Metoden afslører, hvad der betyder mest for hver enkelt, uden at det handler om penge. Den fungerer godt, når ønskerne er svære at sammenligne.

Sådan udligner I uens værdi med penge

Selv med en god metode ender I sjældent med præcis lige store værdier. Så kan I udligne i penge. Hvis én har fået ting for en højere værdi end sin andel, betaler vedkommende forskellen til de andre, eller beløbet modregnes i den øvrige arv. Det kræver, at I har et fælles tal for hver ting, og her er den skriftlige vurdering især nyttig.

Husk disse forhold, når I regner:

• Brug samme værdibegreb overalt. Bland ikke handelsværdi for nogle ting med forsikringsværdi for andre.
• Medregn ting, der sælges. Skal noget på auktion, bør salgsprovision og omkostninger trækkes fra, før provenuet deles.
• Få det på skrift. En kort, underskrevet aftale om, hvem der får hvad, og hvilke beløb der udlignes, forebygger misforståelser flere år frem.
• Spørg om skat og afgifter. Reglerne for boafgift og gaver kan have betydning for, hvordan en udligning bør gennemføres. Tjek Skattestyrelsens vejledning, eller spørg en advokat eller revisor om netop jeres situation.

Når tingene er fordelt, og nogle af dem er flyttet til jeres egne hjem, så husk forsikringen. Læs for eksempel, sådan forsikrer du værdigenstande i dit nye hjem, så dyre arvestykker ikke står uden dækning.

Hvornår skal I inddrage en tredjepart?

Mange familier klarer fordelingen selv, og det er der ikke noget galt i. Men der er situationer, hvor en neutral part sparer både penge og relationer:

• Der er genstande, som kan være meget værd. Kunst, designmøbler, ure, sølv og smykker er svære at prisfastsætte uden specialviden.
• I er uenige om prisen. Når to arvinger har hver deres tal, er en uvildig vurdering den hurtigste vej videre.
• Der er et dødsbo med bobestyrer. Her er det naturligt, at bobestyreren eller en advokat indgår i planlægningen.
• Stemningen er anstrengt. Hvis en tidligere konflikt fylder, kan en mægler eller en advokat styre processen, så I ikke skal gøre det selv.
• Nogen bor langt væk. En skriftlig vurdering gør det nemmere for arvinger, der ikke kan være til stede, at have tillid til resultatet.

En tredjepart behøver ikke bestemme noget. Rollen er at levere et grundlag, så I kan tale om det, I faktisk er uenige om: hvad tingene betyder for jer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad koster det at få vurderet arvegods?

Prisen afhænger af, hvor mange genstande der skal vurderes, hvilken type vurdering I vælger, og hvem der udfører den. Nogle auktionshuse tager sig af en indledende vurdering, men vilkårene varierer. Spørg derfor altid på forhånd om pris, hvad vurderingen indeholder, og om den kan bruges i boopgørelsen.

Skal alt arvegods vurderes professionelt?

Nej. Almindeligt indbo som service, tekstiler og hverdagsmøbler kan I som regel sætte fornuftige priser på selv ved at se på solgte priser. Professionel hjælp giver mest mening ved kunst, antikviteter, designmøbler, smykker og andre ting, hvor værdien er usikker, eller hvor I er uenige.

Må en arving tage ting med hjem, før boet er gjort op?

Det er en dårlig idé uden en fælles aftale. Alle arvinger skal vide, hvad der er i boet, og hvad der er fjernet. Tager nogen ting med hjem uden aftale, kan det skabe mistillid, selv hvis intentionen er god. Skriv derfor ned, hvad der flyttes, og hvornår. Hvis et dødsbo er under behandling, kan bobestyreren eller skifteretten fortælle, hvad reglerne er.

Hvad gør vi, hvis vi stadig ikke kan blive enige?

Prøv først at bruge pointmetoden eller fordeling efter tur, og få en uvildig vurdering af de omstridte ting. Hjælper det ikke, kan en advokat eller bobestyrer hjælpe med at finde en løsning. Som sidste udvej kan genstandene sælges, så provenuet kan deles. Det er ikke ønskescenariet, men det kan være bedre end at miste kontakten til hinanden.